På valgfaget KERAMIK ser vi ind i en verden af ler. I værkstedet arbejder vi med alt fra brugskunst til skulpturer, for at lære lerets muligheder og begrænsninger at kende.
Vi bruger forskellige teknikker, lertyper, glasurer og brændinger for at udforske forskellige udtryk og funktioner, og for at få erfaring med formgivning, æstetik og funktionalitet.
Erfaring låner vi også fra kulturhistorien. Leret har en lang kulturhistorie bag sig, som fortæller os noget om hvad mennesker før os har værdsat, hvordan de har spist og drukket og hvad der var anset for at være smukt. Vi prøver kræfter med nogle af de traditionelle former, og funktioner, og vi slutter af med at dække et middagsbord med fælles kreationer.
Undervisningen er både praktisk og teoretisk. Vi er i værkstedet, tager på besøg hos lokale kunsthåndværkere og går på jagt efter vores egen ler i undergrunden.