Festival og weekend konference om jorden, maden, naturvidenskab og demokratibevægelser.
Vi vil på Lollands Højskole aktivt bidrage til ny videns- og metodeskabelse, både lokalt og internationalt. Vi vil sikre at undervisningen foretages af – eller er inspireret af de mest progressive nulevende kræfter. Den årlige vidensdelings-uge er arrangeret som en festival og en weekendkonference, der samler det danske og internationale fagfællesskab omkring de 4 hovedlinjer og bevægelsen omkring frie demokratiske skoler. I løbet af ugen samles undervisere og bidragsydere og diskuterer deres teorier, materialer og metoder. Det udvikles og udbygges i fællesskab gennem brug af skolens værksteder og laboratorier. Resultatet præsenteres til en weekendkonference, som videnskabelige eller provokerende oplæg, som festmåltider, som kunstinstallationer, nye køkken- eller landbrugs-robotter og droner, sanseværker eller poesi. Vi inviterer lokale og nationale engagerede individer og politikere til at deltage. Vi basker med sommerfuglevingerne og forhåbentlig kan vi inspirere – så et lille frø – og sprede ringe i vandet – i og uden for andedammen.