– Vores mission er at udfolde en ny madverden sammen med lokalområdet på Lolland-Falster og højskolen. Vores kursister vil få praktisk erfaring med at frembringe råvarer fra hav, kyst og jord og omsætte dem til nydelsesfuld, sund og nærende mad.
– Vi vil åbne madens verden gennem almen dannelse på tværs af naturvidenskab, æstetik, historie og samfundsforståelse. Vi vil involvere lokalområdet og naturens ressourcer i højskolens virke, så vi opnår indsigt, nysgerrighed og opfindsomhed i forhold til det, vi spiser. Afsættet er den lollandske muld, kyst og hav samt et potentiale til at ændre verden.
– Vi vil styrke kursisternes evne til at navigere i madens brogede og komplekse landskab med respekt for alle typer liv. Fremelske handlekraft og frihed, så kursisterne møder verden som modige mennesker, der kan skabe det liv, de ønsker, for sig selv – i fællesskaber og for vores samfund.
- Vi tror på, at viden skabes bedst i et legende rum og kommer til sin ret i verden gennem handlekraft
- Vi arbejder for en verden, hvor ressourcer fra hav, kyst og jord til bord bliver bragt i spil
- Vi tror på, at velsmag og sansning er vejen frem, når vi vil skabe en bedre, mere balanceret madverden.